Asylansøgeren Simo bor hos familien Andersen

Simo Yousefi er asylansøger, men i stedet for at bo på et asylcenter har han fået mulighed for at bo hos Hanne og Ketil Andersen fra Adsbøl.

Asylansøgere bor på asylcentre. Men sådan behøver det ikke at være. Faktisk kan de godt få lov til at bo privat, men kun få gør det eller har mulighed for det.

På AsylSyds fire centre - Tønder, Bolderslev, Løgumkloster og Hviding - bor der præcis 600 asylansøgere - plus ni. Det er de ni, der bor privat.

En af dem er den unge afghanske flygtning Simo Yousefi, der er flyttet ind hos Hanne og Ketil Andersen. Deres børn bor ikke længere hjemme, så her har 18-årige Simo Yousefi haft sit eget værelse siden 4. september.

- Jeg elsker det. Det hjælper mig. De er ligesom mine forældre, siger Simo Yousefi til TV SYD. 

Simo boede først på asylcentret for børn og unge i Tønder, men blev forflyttet til voksencentret i Sønderborg. Der havde han det ikke godt.

- Jeg gjorde dumme ting ved mig selv. Jeg skar mig i armene, fortæller han til TV SYD.

Familien greb ind, da de hørte, at Simo igen skulle flyttes til et nyt asylcenter.

- Så tænkte vi nej. Vi havde et værelse, vi bare kunne rydde op, siger Hanne Andersen til TV SYD.

Nu hvor Simo er flyttet ind hos Hanne og Ketil, er Simos humør vendt tilbage, og han er lige nu i praktik i Elgiganten i Sønderborg. Her kan han få et fast arbejde, hvis hans asylansøgning bliver godkendt.

Men det var kun ved et tilfælde, at Hanne og Ketil Andersen fandt ud af, at de kunne have Simo boende hjemme i privaten.

- Der mangler oplysning om det. Det var kun, fordi vi igennem Simos netværk fik fortalt, at det var en mulighed, siger Ketil Andersen.

Lederen af AsylSyd, Jakob Kirkegaard, siger til TV SYD, at man ikke har planer om at reklamere for privat indkvartering. Derimod vil asylcentrene gerne hjælpe med kontakten til Udlændingestyrelsen, der skal godkende indkvarteringen.