Asylcenter et godt alternativ

Beboerne i Hviding tager umiddelbart godt imod nyheden om et asylcenter i Hviding med 300 beboere

Jungletrommerne mellem de cirka 600 husstande i Hviding er naturligvis i gang. Nyheden spredes om at Esbjerg og Tønder Kommune sammen vil oprette og drive et asylceter i bygningerne, hvor der har været psykiatrisk hospital.

Beboerforeningens formand Jytte Knudsen siger til TV SYD:

- Jeg indkalder nu beboerforeningen til et møde for at diskutere asylcentret. Inden da har jeg ingen kommentarer.

Tønder og Esbjerg Kommuner har indkaldt Lokalrådet Ribe Syd (her er formanden også Jytte Knudsen) til et orienteringsmøde torsdag den 29. oktober. Senere - den 11. november - er der borgermøde i Hviding Forsamlingshus kl. 18.00, hvor borgerne bliver orienteret og kan stille spørgsmål.

Brugsuddeler Rasmus Christiansen med DagliBrugsen som genbo til det kommende asylcenter siger til TV SYD:

- Jeg tror, at det er et godt alternativ til det psykiatriske hospital. Vi var lidt bekymrede over, at bygningerne skulle stå tomme og spøgelsesagtige.

Han har som de fleste andre i den lille by kun lige hørt nyheden, men nogle af hans kunder har hørt om det.

- Jeg synes folk lyder positive. De 300 flygtninge vil jo også give liv i byen, siger brugsuddeleren.

Jytte Knudsen siger:

- Som beboerforeningens formand vil jeg ikke udtale mig, men selvfølgelig har jeg som de fleste i byen min egen private holdning. Jeg tror, byen kommer til at tage godt imod de nye beboere. Vi har jo så længe jeg kan huske haft psykiatriske patienter her i Hviding, og de har så vidt jeg husker aldrig givet os nogen problemer.

Også brugsuddeleren peger på dette forhold:

- Jeg tror, at vi ret tolerante her, siger han.

Rasmus Christiansen tilføjer dog:

- 300 flygtninge i den her by kan måske for nogen godt være lidt mange.