Atter fly fra Billund til København

Fra 13. august får Billund Lufthavn igen en indenrigsrute til København.

Lufthavnen mistede ruten 3. maj i år, da Cimber Sterling gik konkurs efter 62 år i luften.

Det er SAS, der fylder luftrummet ud igen.

Selskabet åbner ruter fra Billund til København og Oslo og flere afgange fra Aarhus og Aalborg.

Operatør på ruten til København bliver Cimber A/S, der er opstået på resterne af Cimber Sterling. Selskabet flyver med fire mindre ATR-maskiner med plads til 66 passagerer.

SAS bliver selv operatør på ruten til Oslo med en Boeing-737. Ruten åbner 3. september.

SAS? planer for indenrigsflyvning indebærer også flere ruter fra Aalborg og Aarhus fra september. Fra Aarhus kommer der op til syv daglige tur-retur flyvninger og fra Aalborg drejer det sig om ni.

Kunderne kan købe billetter til alle Billund-ruterne fra den 3. juli.