TV der bevæger dig

Avisen Danmark: Ellen Trane Nørby stiller op som næstformand i Venstre

Ellen Trane Nørby melder sig nu som kandidat. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2017

Der bliver kampvalg til Venstres landsmøde. I avisen Danmark fortæller Ellen Trane Nørby, at hun stiller op til kampvalg mod Inger Støjberg.

Det bliver ikke en ren kåring, når Venstre skal vælge ny formand og næstformand til det ekstraordinære landmøde i Herning. Inger Støjberg får nu konkurrence på næstformandsposten af Ellen Trane Nørby. Det skriver avisen Danmark.

- Det betyder, at Venstres medlemmer og delegerede får en mulighed for at vælge hvilken profil, de vil have som næstformand, siger Ellen Trane Nørby til avisen Danmark.

- Jeg mener, at jeg har, hvad der skal til for at være en stærk næstformand. Det forudsætter, at man har viljen, lysten og evnerne til at lytte til, hvad der rør sig i hele vores parti, siger hun.

Drømmer om et samlet parti

Ellen Trane Nørby har især to ting, hvor hun mener, at hun har et bedre udgangspunkt end Inger Støjberg i forhold til at supplere Jakob Ellemann-Jensen som formand: En solid forankring i det hun selv kalder det "jyske Venstre" og erfaring fra velfærdstunge ministerier som Undervisnings- og Sundhedsministeriet.

- Det er ikke et spørgsmål om at være imod Inger. Hun skal have en central placering, men jeg mener, at jeg vil være en stærkere næstformand i forhold til at samle partiet, siger Ellen Trane Nørby til avisen Danmark.

- Og det er et spørgsmål om, hvordan man har viljen til at lytte til, hvad der sker rundt om i landet. Det har Venstre været for dårlig til. For mig var sundhedsreformdiskussionen (hvor Venstre ville nedlægge regionerne, red.) et eksempel på, at vi var for dårlige til at inddrage og lytte. Det er vigtigt, at vi får bundet Christiansborg-, kommunal- og regionalvenstre sammen, og at vi ikke tror, at alt skal styres fra Christiansborg, siger Ellen Trane Nørby til avisen Danmark.

Et stærkere Venstre

Ellen Trane Nørby har været klart placeret i fløjkampene i Venstre som en af afgående næstformand Kristian Jensens mest loyale støtter. Det mener hun ikke bør sætte spørgsmålstegn ved, om hun vil kunne være en lige så loyal næstformand.

- Jeg bakkede Lars Løkke loyalt op som politisk ordfører gennem tre et halvt år og som minister. Det skal man kunne. Tro mig, jeg har stået og forsvaret Løkke, da GGGI-sagen rasede. Men alt det med fløje er jo netop symptomatisk for den dysfunktionalitet, der har været. I mit overskuds-Venstre skal vi ikke tale om, hvem vi definerer os op mod. Vi skal alle være med til at gøre Venstre stærkere - ikke med en personkult omkring hver især. Det er netop det, der har været problemet, siger Ellen Trane Nørby til avisen Danmark.


Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App