Badeforbud ved Rebæk Strand

Efter det voldsomme regnvejr søndag og natten til mandag har Kolding kommune mandag udstedt badeforbud ved Rebæk Strand.

- Vi har fået en varsling fra DHI, som leverer vores badevandsudsigt, og Kolding Spildevand har bekræftet, at der er sket overløb fra spildevandsledningerne på grund af den kraftige regn. Derfor udsteder vi badeforbud, oplyser miljøsagsbehandler Dariush Hakimi fra Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Da der er løbet spildevand ud i fjorden tæt ved stranden, indeholder badevandet for mange E-colibakterier samt enterokokker. Begge bakterier kan bl.a. give diarre, hvis man kommer til at sluge vandet.

- Vi håber at kunne åbne badestranden igen torsdag, men vi meddeler selvfølgelig, når badeforbuddet ophæves. Indtil videre er der sat skilte op ved Rebæk Strand, som forbyder badning, fortæller Dariush Hakimi.