Badehoteller i vandkanten skal lokke turister til

Der skal lempes på lovgivningen og bygges badehoteller i vandkanten, hvis vi vil have vækst i turismen langs den jyske vestkyst. Det konkluderer forskere fra Aalborg Universitet i en ny analyse.

Tre forskere har konkluderet, at de danske kystbyer må gentænkes og så byerne bliver vendt mod vandet. Samtidig slår de fast, at turismen langs vestkysten lider under streng danske lovgivning. Derfor skal reglerne ændres, så der kan bygges badehoteller helt ned til vandkanten.

For at undgå at de danske kyster plastres til med betonhoteller, nævner forskerne som eksempel, at man kunne udvælge 20 særlige feriesteder, som kunne bygge helt ned til vandet på en 500 meter strækning. Det ville betyde et forbrug på 10 km ud af den samlede kyststrækning på 7.500 km i Danmark.

- Det er ikke meget men virkningen vil være enorm for beskæftigelsen, vandkantsdanmark, turismen og dermed nationaløkonomien, hedder det i analysen.

Varde er klar

Turistchefen i Varde, Colin Seymour, er begejstret for idéen. Han mener, at både Henne og Blåvand er oplagte steder at binde byerne tættere sammen med kysten med f.eks. restauranter og hoteller ud til vandet.

Formanden for Danmarks Naturfredningsforening i Varde, Merete Hansen, er derimod kraftigt imod.

- De danske kyster er noget af de sidste sammenhængende natur, vi har, hvor der ikke er byggeri, så vi synes det er meget vigtigt at holde fast i at man kan komme ud og opleve horisonterne og vidderne og få nogle naturnære oplevelser.

 

De tre forskere fra Aalborg Universitet, der har udarbejdet analysen af den danske kystturisme er:

  • Peter Kvistgaard Ph.D., ekstern lektor
  • John Hird ekstern lektor
  • Bodil Stilling Blickfeldt, Ph.D., lektor