Balloner sætter Tønder Festival i gang

Har du halm i træskoene og uro i dansefødderne? Så er det tid til årets Tønder Festival, der åbner torsdag kl. 12.00 og præsenterer over 60 kunstnere og musikere i løbet af de næste fire dage.

900 blå balloner er sendt på himmelfart for at markere starten på årets Tønder Festival. Igen står de næste fire dage på folkemusik fra Danmark, USA, Canada, Irland, Skotland - og Orkneyøerne.

Især canadierne er mødt talstærkt frem på festivallens scener, for i år er Canada i fokus. En af de mange canadiere på årets festival er Canadas ambassadør i Danmark, André Francois Giroux, der får æren af at åbne den 41. Tønder Festival.

Udover masser og masser af folkemusik kan deltagerne på festivalen nyde, at der i år er masser af nye tiltag. Blandt andet forskellige kunstprojekter og en kolonihave med liggestole og parasoller.

Hvis man har fået blod på tanden, halm i træskoene og uro i dansefødderne, så sender TV SYD 8 minutter om festivalen i udsendelsen 19.30'eren og en times live på TV SYD+ fra kl. 19.55.

VIDEO: Se festival-deltagerne sende balloner til vejrs ved Tønder Festival. (Varighed: 0:16 min.)