Bananer og plastik flyder på stranden: Nu skal der ryddes op

Det flyder stadig med bananer og emballage på Endelaves østkyst. Derfor vil kommunen nu have ryddet op

quote

Frugten bliver vanskeligere at håndtere som tiden går, og plastikken bliver rullet ind i sten og sand og derfor også mere besværligt at have med at gøre.

Lene Thomsen, biolog, Horsens Kommune

Tusindvis af bananer og avocadoer er den seneste uge væltet ind på stranden på Endelave.

Selvom det nu er halvanden uge siden to fragtskibe kolliderede i Storebælt, og flere containere lastet med bananer, avokadoer og appelsiner røg i vandet, så vælter det stadig ind med især bananer på øens strand, hvor der nogle steder ligger op mod 100-150 bananer pr. meter på en 7-8 kilometer kyststrækning fra Lynger Hage til Øvre. 

Derfor er Horsens Kommune nu gået i gang med at rydde op på stranden, hvor der udover bananer også er skyllet en masse træpaller og pap- og plastikemballage op.

Ingen akut fare 

- Der er ikke akut risiko for forurening, siger Lene Thomsen, biolog, Horsens Kommune, - men frugten bliver vanskeligere at håndtere som tiden går, og plastikken bliver rullet ind i sten og sand og derfor også mere besværligt at have med at gøre, siger kommunens biolog.

Pappet går til rimelig hurtigt i naturen, mens plastikken kan blive et problem og være til gene for dyr og fugle.

Horsens Kommune forventer at gå igang med oprydningen i løbet af få dage.