Bandekonflikt skaber utryghed på sygehus

Bandemedlemmer truer personalet på skadestuen. Politiet mødes med sygehus. Politiker vil have højere straf.

Bandekonflikten i Esbjerg skaber utryghed blandt personalet på Sydvestjysk Sygehus.

Seks skudepisoder, slagsmål, knivstikkerier og påkørsler har det seneste år hærget i visse kvarterer i byen, senest var der knivopgør i sidste uge.

Når ofrene kommer på skadestuen, dukker pårørende og familier også op.

Ledende oversygeplejerske Christian Jørgensen, Esbjerg Sygehus.
Ledende oversygeplejerske Christian Jørgensen, Esbjerg Sygehus.

- De vil selv tage hånd om den tilskadekomne. Når personalet så bremser dem, bliver de mødt af grov tiltale og trusler. Personalet er meget utrygge, siger ledende oversygeplejerske Christian Jørgensen til DR SYD.

- Vi anbefaler, at personalet går med overfaldsalarmer i akutafdelingen, hvor der godt kan troppe folk op, der er meget udadreagerende i forbindelse med en bandekonflikt, siger han.

Han understreger over for TV SYD, at det ikke er nyt, at personalet i akutafdelingen bærer alarmer.

Onsdag vil Syd- og Sønderjyllands Politi tage kontakt til sygehuset for at drøfte politiets indsats på sygehuset. Det oplyser politiinspektør Tage Jehn til DR Nyheder.

Bandemedlemmer truer personalet på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.
Bandemedlemmer truer personalet på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

Ønsker højere straf

Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, siger, at trusler overfor sundhedspersonale bør være en skærpende omstændighed ved strafudmåling.

- Problemet skal op på politisk niveau. Bandemedlemmernes opførsel er uden for pædagogisk rækkevidde, siger hun. 

Justitsminister Søren Pape skriver i en kommentar til DR’s oplysninger på Twitter, at det er fuldstændigt uacceptabelt.

- Jeg har bedt politiet om at undersøge, hvad vi kan gøre for at hjælpe vores personale bedre og sætte en stopper for problemerne. 

I en tidligere version af denne artikel fremgik det, at overfaldsalarmer på akutafdelingen på Sydvestjysk Sygehus er et nyt tiltag. Det er ikke korrekt, og artiklen er derfor blevet opdateret.