Bandidos skal ud af Padborg

Det skal være slut med rockere i Padborg ? det mener et enigt Plan- og Trafikudvalg i Aabenraa Kommune, der nu sender et påbud til rockerne og kræver, at de er ude af byen om 14 dage.

Sker det ikke bliver rockerne meldt til politiet for overtrædelse af lokalplanen.
? Vi kan ikke leve med, at der hver anden weekend skal være visitationszoner der, hvor børn og andre borgere færdes, siger formand for Plan- og Trafikudvalget Jan Riber Jakobsen (K) til Jv.dk. Han oplyser, at hvis rockerne indklager udvalgets beslutning og får medhold, vil kommunen lave lokalplanen om.

En anden stemning

Rockerne holder til i Tværgade, og selvom rockerne ikke direkte generer borgere eller forretningsdrivende, er stemningen i byen forandret med rockernes tilstedeværelse.
? Vi har fået mange henvendelser fra borgere, der er utilfredse med rockernes tilstedeværelse, fortæller Jan Riber Jakobsen til Jv.dk.