En fejl i kørestrømsanlægget mellem Esbjerg og Lunderskov har nu i næsten 14 dage skabt problemer for togtrafikken mellem Kolding og Esbjerg, som siden begyndte den 9. maj.
Banedanmark havde lovet en prognose i denne uge, men de oplyser nu, at det endnu ikke er muligt at svare på, hvornår togene kører normalt igen.
Indtil videre betyder fejlen, at IC-togene mellem Kolding og Esbjerg er aflyst med enkelte undtagelser.
IC-togene med afgang fra Esbjerg klokken 5.24, 6.24 og 7.24 kører, ligesom der også kører IC-tog fra København helt til Esbjerg i myldretiden om eftermiddagen.
På de andre afgange vil det være muligt at skifte mellem IC-tog og regionaltog i Kolding.
Banedanmarks personale arbejder på strækningen for at rette fejlen. Derudover er der intet nyt om, hvornår togpassagererne igen kan forvente normal trafik, fremgår det på DSBs hjemmeside.