Banedanmark har nu anmodet om politiets hjælp

Banedanmark bekræfter overfor TV SYD, at der mandag formiddag er indgivet anmeldelse til politiet mod en gruppe borgere, der siden onsdag har forhindret, at Banedanmark går i gang med at lukke en jernbaneoverskæring på Hillerup Markvej nord for Ribe.

Opdatering: Syd- og Sønderjyllands Politis gør opmærksom på, at der ikke foreligger en anmeldelse, da der intet ulovligt er sket, og demonstrationen er lovligt anmeldt.

- Man kan ikke anmelde noget der ikke er sket, og derfor rykker vi (politiet red.) ikke ud til en lovligt anmeldt demonstration. Banedanmark har anmodet om hjælp, hvis det skulle blive nødvendigt, siger Helle Lundberg, kommunikationsrådgiver, Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.

I flere dage har vrede borgere nu blokeret Hillerup Markvej nord for Ribe. De vil forhindre, at Banedanmarks folk skulle begynde arbejdet med at lukke vejen, så man ikke længere kan krydse jernbanen der.

Mandag formiddag har Banedanmark anmeldt blokaden til Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Det har vi set os nødsaget til. Vi har behov for at kunne udføre vores arbejde, som det er besluttet, at vi skal på baggrund af en række lovlige afgørelser undervejs. Vi afventer nu, hvordan politiet vil gribe sagens videre forløb an, siger Marianne Rasmussen, områdechef, Banedanmark, til TV SYD. 

Borgerne er stærkt utilfredse med lukningen, som de mener vil genere dem voldsomt i deres daglige gøremål. De tvinges ud på kilometerlange omveje, og landmænd skal ud på den stærkt trafikerede hovedvej A11 med deres store maskiner, når de skal fra den ene mark til den anden, lyder deres argumentation. 

Sammen med overkørsel nummer 26 vil Banedanmark lukke flere overskæringer, fordi der ikke er en bom. Lukningen vil gøre dagligdagen mere sikker for lokoførerne, lyder Banedanmarks begrundelse, og det har af flere omgange fået de lokale til at blokere Hillerup Markvej.