TV der bevæger dig

Banegården i Flensborg fyldt med flygtninge

1 af 6

Banegården er nærmest blevet omdannet til et modtagecenter for de mange flygtninge, som vil undgå turen gennem Danmark.

Der er pres på banegården i Flensborg.

Efter at det danske politi lørdag meddelte, at de vil skærpe kontrollen ved de danske grænser, forsøger mange flygtninge at undgå Danmark. Det medfører et øget pres på Flensborg, som er sidste station inden Danmark.

- Der kommer dagligt over tusind flygtninge. De mennesker, der kommer til stationen i Flensborg, vil gerne videre - de fleste af dem til Sverige, siger Simone Lange, som er frivillig hjælper, til TV SYD.

Flere hundrede frivillige er til stede på banegården 24 timer i døgnet for at hjælpe flygtningene.

- Vi sørger for dem, når de kommer hertil. Vi har blandt andet et stort lager med tøj, hvor flygtningene kan tage, hvad de har brug for, siger Simone Lange, som ud over at være frivillig også sidder i landdagen i Kiel for SPD.

Turen til Danmark er forbundet med risiko for at blive tvunget til at søge asyl her i landet, og det vil mange flygtninge gerne undgå. En af dem er Hussein Aswas, der er flygtet fra Aleppo i Syrien.

- Det har været en svær rejse, og vi er meget trætte. Nu vil jeg gerne til Sverige, fordi hele min familie er i Sverige, siger han til TV SYD.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden