Bankkunde i klemme mellem to banker

To banker nægtede at hjælpe en kunde i flere måneder, da 5.500 kr. forsvandt i en pengeoverførsel. Først da TV SYD går ind i sagen onsdag, bliver problemet løst.

Siden 1. december sidste år har Allan Marek fra Ørsted ved Sommersted manglet 5.500 kr. på sin konto.

Det er penge, han havde indbetalt for meget i husleje.

Frøs Herreds Sparekasse anerkendte straks, der var indbetalt for mange penge til dem, og vil tilbagebetale de 5.500 kr. til Allan Marek.

Men noget går galt i overførslen til Allan Mareks konto i Arbejdernes Landsbank.

En bankmedarbejder i Frøs Herreds Sparekasse taster nemlig et forkert registreringsnummer.

Pengene går godt nok ind på en konto i Arbejdernes Landsbank, men det er en anden persons kontonummer de ender på.

I følge Allan Marek begynder nu et skænderi mellem de to banker, der hver især nægter at betale de 5.500 kr. til ham.

Han fortæller videre at Frøs Herreds Sparekasse opfordrer ham selv til at kontakte den fremmede person, der fejlagtigt har modtaget hans penge.

Men det vil Allan Marek ikke.

-Nej, hvorfor skulle jeg det. Det er da ikke min fejl det her!

Efter næsten to måneders tovtrækkeri kontakter Allan Marek TV SYD.

TV SYD kontakter onsdag de to banker.

Først vil Frøs Herreds Sparekasse ikke gøre noget.

Men en halv time efter samtalen bliver TV SYD kontaktet af sparekassens filialchef.

Han fortæller at en mand nu er sat på sagen, og de har overført de kr. 5.500 kr. til Allan Mareks konto.

Allan Marek er glad, men han undrer sig godt nok over, der først sker noget, da han går til TV SYD.