Bankledelse: Ikke vores skyld

Der var stuvende fuldt ved aktionærmødet i den krakkede Tønder Bank. Nogle måtte gå forgæves.

Det var en trykket bestyrelse og ledelse af den nu krakkede Tønder Bank, der mødte 1100 aktionærer og bankkunder ved et aktionærmøde i Tønder torsdag eftermiddag.

De strømmede til i så stort antal, at ikke alle fik en plads til at alle kunne høre på ledelsens undskyldning for, at banken var lukket. Og ledelsen blev mødt af mange spørgsmål fra vrede aktionærer og kunder.

460 kunder, der havde investeret i kapitalbeviser for 30 millioner kroner, fik tidligere torsdag garanti for, at Sydbank dækker deres tab. Men aktionærerne har tabt deres penge.

Andet syn på værdierne

På et pressemøde efter aktionærmødet fastholdt ledelsen med den nu fyrede direktør Mogens Mortensen i spidsen, at bankens ledelse havde været uenig i Finanstilsynets vurdering.

- Vi havde et andet syn på værdierne, og det kom lige så overraskende for os som for alle andre, sagde Mogens Mortensen.

Finanstilsynet påpegede, at der var brug for nedskrivninger for 300 millioner kroner, banken pegede selv på kun 30 millioner kroner.

Mogens Mortensen tilføjede, at han var glad for, at investorer i kapitalbeviser får deres tabte penge igen. Om en mulig erstatningssag fra Sydbanks direktør Karen Frøsig sagde han:

- Det kan vi ikke forhindre Karen Frøsig i.

Den fyrede bankdirektør skal ikke regne med et gyldent håndtryk - som det er set i andre krakkede banker.

Det fastslår bestyrelsesformand Carsten Dinsen Andersen over for JydskeVestkysten.

Kurator Boris Frederiksen skal stå for konkursboet efter Tønder Bank og blandt andet tage stilling til Mogens Mortensens fratrædelsesforhold.

Boris Frederiksen vil ikke kommentere konkrete forhold i sagen, men siger til JydskeVestkysten, at direktørens kontrakt vil danne rammen for forhandlingerne.