Bankrøver på fri fod

En langnæset bankrøver fra Esbjerg er stadig på fri fod. Han begik tirsdag eftermiddag væbnet røveri mod en afdeling af Sydbank i bydelen Jerne i Esbjerg.

Han truede den kvindelige bankassistent med en pistol.

- Det må du undskylde. Det er jeg ked af, sagde han, da han gik.

Røveren fik udleveret en stak sedler, men en farvepatron sprang under flugten, og han smed en del af pengene fra sig. Han forsvandt i en lille, sort bil.

Politiet har talt med flere vidner, men deres udsagn har ikke ført til afgørende spor af røveren.

Han beskrives som mellem 20-30 år, ca. 170 cm høj, almindelig af bygning, lys i huden og med en karakteristisk stor, lang næse.

Oplysninger til politiet på 1-1-4.