Bankrøvere er snart udryddet

Bankrøvere er en uddøende race. Politi og pengeinstitutter har haft ganske enorm succes med at beskytte ansatte, kunder og kontanter.

Antallet af røverier er faldet drastisk, skriver metroxpress. Det har de også mærket i vores landsdel:

Sydøstjyllands Politi har registreret fire røverier mod pengeinstitutter i første halvår, mens Syd- og Sønderjyllands Politi kun har et enkelt i år.

- Det modsvares af, at vi sidste år havde fem røverier, siger kommunikationsmedarbejder Helle Lundberg, Syd- og Sønderjyllands Politi.

Røveri i pengeløse filialer

Flere og flere bankfilialer bliver pengeløse.

-Alligevel oplever vi, at der tropper røvere op, fordi de har overset skiltene, siger kommunikationschef Ulla Kaspersen, Sydøstjyllands Politi.

Røverne har også opdaget, at de ofte bliver fanget.

- Vi har ikke et eneste uopklaret bankrøveri i de seneste år, siger Helle Lundberg.

Større tryghed

Færre røverier giver større tryghed for de ansatte.

- Det er langt mere tryghed i bankerne, siger Solveig Ørteby, næstformand i de bankansattes fagforening, Finansforbundet.

Hun glemmer aldrig de rædselsår, da røverne jog en skræk i livet på bankansatte og invaliderede nogle med posttraumatisk stress.

- Røverierne er ikke længere noget, man tænker over i det daglige. Det er som at arbejde på en tankstation, hvor der også kun er en begrænset risiko, fortæller hun til metroxpress.

Også politichefer og bankdirektører jubler. For antallet af bankrøverier er faldet konstant - i år til en tiendedel af niveauet i begyndelsen af årtusindet, hvor der næsten var et et røveri hver dag, bankerne var åbne.

I 2001-2003 blev der gennemsnitligt begået 208 røverier årligt. I fjor var der 71. I år har der hidtil været 15, så kurven er for alvor knækket.

- Der var blandt andre nogle bander, der kørte rundt og lavede et højt antal bankrøverier, og dem fik vi anholdt. De blev idømt lange fængselsstraffe, siger Carsten Andersen, Rigspolitiets kommunikationsrådgiver, til metroxpress.

Han fortsætter: - Udviklingen er særdeles glædelig - ikke mindst af hensyn til de bankansatte.