Beachvolley på Jelling Musikfestival

Vejle kommune vil gøre festival-deltagere sundere.

Vejle Kommune og Vejle Idrætshøjskole vil forsøge at gøre festival-deltagerne på Jelling Musikfestival sundere.

Det sker ved f.eks. at tilbyde festival-gæsterne, at de kan spille Beachvolley, hvis de trænger til en pause fra musikken.

De kan også deltage i Human bowling.
Det består i, at man tager badebukser på og får et hurtigt bad, når man glider hen af en presenning med vand og sæbe på.

Ideen med at deltage på Jelling Musikfestival er enkel, forklarer Holger Gorm Petersen, der er formand for Sundheds- og forebyggelsesudvalget i Vejle Kommune.

- Vejle Kommunes Sundhedsafdeling har til opgave at forebygge livsstilsrelaterede sygdomme. Ved at være til stede på Jelling Musikfestival får vi vist, at man godt kan bevæge sig og have det sjovt samtidig. Desuden er det en unik mulighed for os til at komme i snak med unge og få en endnu bedre forståelse af, hvordan vi kan målrette vores fremtidige indsats i forhold til denne gruppe, siger Holger Gorm Petersen.