Beboer vækket - bil kørte gennem hæk og ramte bærende stolpe

En ung mand på 19 år flygtede fra stedet, da han natten til fredag vækkede en beboer på Kongevej i Sønderborg med et brag.

Natten til fredag klokken 04.30 fik Syd- og Sønderjyllands Politi en anmeldelse fra en beboer på Kongevej i Sønderborg. En bilist var kørt gennem både hæk og have, inden turen stoppede, da bilen ramte en bærende stolpe i huset.

- Der er sket store skader på bilen, men selvom bilen ramte en bærende stolpe, så er der tilsyneladende ingen større skader på bygningen, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Erik Lindholdt, til TV SYD.

quote

Hvad byder man uventede gæster? Men det kunne beboeren ikke, for føreren havde forladt bilen og stedet.

Erik Lindholdt, vagtchef, Syd- og Sønderjyllands Politi

Beboeren i ejendommen blev vækket af det store brag.

- Hvad byder man uventede gæster? Men det kunne beboeren ikke, for føreren havde forladt bilen og stedet, da vi kom frem, forklarer vagtchefen.

Politiet har efterfølgende fundet frem til føreren af bilen.

- Det er en ung, 19-årig mand fra Sønderborg. Han erkender at have kørt bilen, men umiddelbart var han ikke påvirket af stoffer eller andet, slutter Erik Lindholdt.

Vagtchefen kender endnu ikke årsagen til uheldet, da føreren af bilen fortsat er ved at blive afhørt.