Beboere frygter brandstifter

Usikkerheden breder sig blandt beboerne i lejlighedsbebyggelser i den østlige del af Esbjerg. Politiet har konstateret, at der er blevet brugt benzin ved tre påsatte brande.

Søndag eftermiddag udbrød der brand i kælderen i en ejendom på Hans Tausens Vej. Ligesom ved to tidligere brande på J.L. Heibergs Allé har politiet fundet rester af brandbar væske på brandstederne. Ved Hans Tausens Vej fandt politiet en benzindunk, der kan have forbindelse med brandene.

Flere beboere på Hans Tausens Vej siger i dag til JydskeVestkysten, at de er utrygge ved at bo i deres lejligheder.

Slog alarm

Det gælder blandt andre Sabine Aa, der opdagede søndagens brand og slog alarm.

- Jeg tør ikke bo her længere. Jeg har været på selve adressen ved alle tre brande, og det er virkelig spooky. Jeg har sammen med min mormor talt med dem ved kommunen og slået ret hårdt i bordet for at få en anden lejlighed, siger Sabine Aa til avisen.

En fjerde brand på Stengårdsvej sættes ikke i forbindelse med de tre andre. Her var der smidt et cigaretskod ind i et kælderrum, og det brændte kun hul i noget plastik.

Politiet har forstærket patruljeringen i området.

Siden 20. oktober har der været seks påsatt brande i Esbjerg. Formentlig står flere gerningsmænd bag brandene.