TV der bevæger dig

Beboere måtte evakueres ved brand i boligblok

Der udbrød natten til mandag brand i en lejlighed i Finlandsparken i Vejle. Branden sendte mange beboere ud i natten, mens slukningsarbejdet stod på.

Branden skyldes efter alt at dømme fyrfadslys, som ikke var blevet slukket, da beboerne gik i seng. Foto: Localeyes.dk

Trekantområdets Brandvæsen blev alarmeret klokken 01.20 natten til mandag.

Da redningsmandskabet nåede frem til Finlandsparken, gik brandfolk og politi i gang med at vække beboerne i opgangen for at få dem i sikkerhed nede på parkeringspladsen.

Først ved 06-tiden mandag morgen er slukningen ved at være overstået, oplyser Sydøstjyllands Politi.

- Lejlighedens to beboere blev kørt på sygehuset og tjekket for røgforgiftning - men ellers har ingen personer lidt overlast. Branden skyldes efter alt at dømme fyrfadslys, som ikke var blevet slukket, da beboerne gik i seng, siger vagtchef Torben Møller, Sydøstjyllands Politi, til TV SYD.

Brandfolk og politi fik hurtigt vækket beboerne i opgangen, der måtte vente på parkeringspladsen, mens slukningen stod på. Foto: Localeyes.dk