Beboere måtte flygte i huj og hast fra to natlige brande

Natten til mandag måtte beboere i huj og hast forlade deres deres brændende boliger i Smidstrup ved Vejle og i Haderslev.

Beboerne slap ud i tide ved begge brande.

I Smidstrup mellem Vejle og Kolding brændte et hus i de tidlige morgentimer mandag, og i Haderslev opstod der brand i en lejlighed i en boligejendom i Allegade.

Branden i huset på Madekærvej i Smidstrup var så voldsom, at trafikanterne på den nærliggende motorvej kunne se meterhøje flammer og røg fra branden, der blev opdaget af forbipasserende, der slog alarm klokken 04.43.

- På samme grundstykke ligger endnu et hus, som det er lykkedes mandskabet fra Trekantområdets Brandvæsen at holde fri af branden, oplyser vagtchef Jørn Bystrup, Sydøstjyllands Politi, til TV SYD. 

Halvanden time tidligere, klokken 03.09, blev der slået alarm om en brand i en lejlighed i en 3-etager ejendom på Allegade i Haderslev.

Her opstod branden i en stue i en lejlighed på 2. sal. Brandfolk fra Brand & Redning Sønderjylland fik begrænset skaderne til den lejlighed, hvor branden opstod, og dens beboere er nu genhuset, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.