Befrielsen fra besættelsen mindes i dag

Torsdag er det 71 år siden, Danmark blev befriet af tysk besættelse.

Sidste års mindehøjtidelig på Skamlingsbanken syd for Kolding markerede 70-året for befrielsen efter anden verdenskrigs tyske besættelse, og prins Joachim kastede royal glans over arrangementet med en smuk mindetale.

Også i år vil højtideligheden være værd at opleve for dem, der vælger Skamlingen frem for terrassen på Kristi Himmelfartsdag, når der er mindehøjtidelighed ved Klokkestablen på Skamlingsbanken. Sådan skriver Totalforsvarsregion Fyn, Syd - og Sønderjylland i en foromtale af dagens mindehøjtidelighed.

 

Glimt fra dagens mindehøjtidelighed

 

Program:

Kl. 12.30: Slesvigske Musikkorps sørger for den rigtige stemning.

Kl. 13.00: Velkomst ved næstformand Knud Erik Langhoff og fanerne føres ind. Formanden for fonden oberst Flemming Agerskov byder velkommen og holder mindetalen. Der er mindeandagt ved feltpræst Line Theresia Svendsen, hvorefter der nedlægges kranse og blomster fra organisationer, foreninger og privatpersoner.

Fonden ser gerne, at organisationer og foreninger m.fl. deltager med faner.

Efter højtideligheden kan tilmeldte deltage i kaffebord på Restaurant Skamlingsbanken.

Det er ”Fonden til opretholdelse af mindesmærket på Skamling for de i modstandsbevægelsens Region III i kampen mod den tyske besættelsesmagt i 1940-1945 faldne kammerater”, der inviterer til mindehøjtideligheden.