Beholder forsikringen uden skattefradrag

De fleste beholder deres sundhedsforsikring, selv om udgiften ikke længere kan trækkes fra i skat. Hos Danfoss har kun 25 af 6000 medarbejder sagt forsikringen op.

Medarbejderne vil gerne beholde det gode, som betyder, at de kan blive behandlet på privathospital og ikke skal stå på venteliste i det offentlige sygehusvæsen.

Før 2012 var der skattefradrag for sundhedsforsikringen, men den blev fjernet sidste år.

- Vi har stort set ikke mærket til ændringen, fortæller teamleder hos TopDanmark Ida Gaarde Andersen til DR Syd.

Og det samme billede viser en rundringning til større virksomheder i landsdelen.

Her har nærmest ingen valgt at frasige sig sundhedsforsikringen.

Det glæder HR-direktør Ditte Haulund hos Danfoss, at kun 25 ud af ca. 6000 har opsagt forsikringen.

- Medarbejdernes sundhed ligger Danfoss meget på sinde og derfor er det glædeligt, at sundhedsforsikringer er et gode, som medarbejderne sætter pris på.