Beholdt røgdykker til observation

Sygehuset i Esbjerg valgte at beholde røgdykkeren, som blev kvæstet ved en brand i Gårde ved Varde, natten over til observation.

- Det tolker jeg, som at han slap heldigt, siger vagtchef Ole Aamann, Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.

Den 51-årige røgdykker blev kvæstet i forbindelse med en villabrand i Gårde mellem Varde og Ølgod.

Han var inde i villaen, som var helt overtændt, da loftet falder ned over ham.

Røgdykkerens kolleger fik reddet ham ud af det brændende hus.

- Da de får ham ud, er han bevidstløs, men det lykkedes lidt efter at få kontakt med ham, siger vagtchefen.

Brandalarmen indløb klokken 19.09, og da politi og brandvæsen når frem, står villaen allerede i lys lue.