Bekymrede forældre opfinder magnetskilt til nye bilister

Thomas Gottenberg Riber har sammen med sin kone opfundet et magnetskilt, der skal være med til at redde liv.

Når du står ved kassen i supermarkedet og ser en ung kassemedarbejder, der bærer skiltet ’Ny i job’, så bliver du pludseligt lidt mere tålmodig.

Den tålmodighed savnede forældreparret Thomas og Malene Gottenberg Riber i trafikken, da deres søn fyldte 18 år for et halvt siden. Det fik dem til at udvikle et skilt, som kørelærere kan give til nye bilister.

Med farverne gul, rød, nogle udråbstegn og lidt tekst, der siger: Ny bilist. Vis hensyn, skal det sættes fast på bagenden af en bil og dermed være med til at redde liv.

- Vi vil gerne gøre folk opmærksomme på, at de skal være bedre til at tage hensyn til de nye bilister i trafikken, siger Thomas Gottenberg Riber fra Oksbøl. 

- Åh nej, nu gik jeg i stå igen

Selvom der fra 2008 til 2017 har været en positiv udvikling blandt 18-24-årige, så er de stadig overrepræsenteret i ulykkesstatistikkerne, skriver Rådet for Sikker Trafik.

Med det nye magnetskilt håber forældreparret, at de unge vil være involveret i endnu færre ulykker, og ifølge deres søn Sebastian Gottenberg Riber så er de nødvendige. For som spritny bilist oplevede han, hvor utålmodige nogle bilister kan være.  

- Man kunne godt sidde og tænke ’åh nej, nu gik jeg i stå igen’. Det er pinligt, og så begynder man at stresse, og så kan det gå galt, når der er så mange biler, siger Sebastian Gottenberg Riber.

- Hvis ikke bilen bagved ved, at det er en ny bilist, så er der ingen kære mor, og så bliver hornet trykket i bund, siger Thomas Gottenberg Riber.

Thomas Gottenberg Riber har sammen med sin kone opfundet et magnetskilt, der skal være med til at redde liv. 
Thomas Gottenberg Riber har sammen med sin kone opfundet et magnetskilt, der skal være med til at redde liv. 

De første magnetskilte er på vej 

Hans søn glæder sig til, at han forhåbentligt kan se nye bilister køre rundt med magnetskiltene, for han tror på, at det vil få andre bilister til at holde længere afstand og vise hensyn. 

Der går ikke længe, før de første skilte kan ses på vejene. Kørelærer Kristian Nissen fra Bramming har som én af de første købt magnetskiltene, og efter hans mening vil det farverige skilt gøre en kæmpeforskel i trafikken.

- Selvom man består sin køreprøve, så har man jo ikke rutine, og det er kun tiden, der giver dig den – og derfor synes jeg, at det gule skilt er et rigtig godt signal at sende til andre trafikanter om, at vi skal være en lille smule hensynsfulde, siger Kristian Nissen. 

De nye magnetskilte skal gerne brede sig til både nye og erfarne bilister, der kan trænge til at blive mindet om at tage hensyn, og derfor har familien fået lavet andre skilte, der kan bruges af alle bilister. 

- Hvis du viser hensyn i trafikken, så tror jeg også på, at det smitter af på den, der kører bag dig eller den, der kører tre biler bag dig, siger Thomas Gottenberg Riber. 

Meningen er, at alle, nye som erfarne bilister, med tiden skal bruge magnetskiltene. 
Meningen er, at alle, nye som erfarne bilister, med tiden skal bruge magnetskiltene.