Bekymring forud for ghettomøde

Beboere og boligforening er spændte inden onsdagens møde med Vejles borgmester, hvor kommunens ghettoplan fremlægges.

Onsdag aften kommer Vejles borgmester Jens Ejner Christensen, (V), til byens ghettoområde, Finlandsparken, for at fortælle beboerne og boligforeningen AAB Vejle om kommunens ghettoplan.

Finlandsparken blev i sidste uge igen placeret på landets ghetto-liste, fordi det opfylder tre ud af fem kriterier om antallet af beboere fra ikke-vestlige lande, andelen af beboere, der kun har en uddannelse fra grundskolen, og andelen af arbejdsløse beboere. Lige nu mangler de for eksempel at få 14 ud af 1611 beboere i arbejde.

Alligevel skal de, ifølge loven, lave en udviklingsplan. En plan, der beskriver, hvordan kommunen og boligforeningen vil omdanne 60 procent af boligerne fra almene boliger til andre boligtyper.

Det kan i sidste ende betyde, at nogle af beboerne skal tvinges ud af deres hjem. Derfor er beboerne også bekymrede forud for mødet onsdag aften.

- Jeg synes, det er dumt. Jeg synes, det bliver mere og mere overdrevet, hvordan folk bliver behandlet, men jeg håber, at de har boliger klar til dem, der skal flytte herfra, siger Mahmod Jameel, der bor i Finlandsparken, til TV SYD.

Også formanden for AAB Vejle har forståelse for beboernes usikkerhed.

AAB Vejles formand Hans Helge Andersen forstår godt beboernes usikkerhed, men håber på en dispensation fra Boligminsteriet.
AAB Vejles formand Hans Helge Andersen forstår godt beboernes usikkerhed, men håber på en dispensation fra Boligminsteriet.

- Der skal laves en udviklingsplan inden den første juni 2019. Det betyder en vis usikkerhed for beboerne, for i udviklingsplanen ville man måske skulle nedbringe boliger heroppe, og det er jo ikke dejligt, siger Hans Helge Andersen til TV SYD.

Mulighed for dispensation

Selvom Vejle Kommune og boligforeningen AAB Vejle ikke kan slippe for at lave en udviklingsplan, så kan de næste år søge dispensation hos Boligministeriet. En dispensation, der kan ændre på antallet af almene boliger, der skal fjernes eller laves om til andre boliger.

Om hvor mange boliger, der kan få dispensation, er der stadig tvivl om hos boligforeningen.

- Vi vil udnytte de dispensationsmuligheder, der er kommet, maksimalt. Jeg ved godt, at regeringen siger, at man kun kan reducere til 60 procent, men vi tolker det sådan, at vi i hvert fald kan komme op på en dispensation på næsten 100 procent, siger Hans Helge Andersen.

Lige meget hvor udviklingsplanen lander, så vil kommunen og AAB Vejle fortsat arbejde på at få Finlandsparken væk fra boligministeriets ghetto-liste. Nogle af mulighederne er blandt andet at kontrollere, at nye beboere, der flytter ind, er i arbejde, og samtidig vil boligforeningen gerne have et jobcenter tættere på området, som de blandt andet har fået i et af Koldings ghetto-områder.

Hvad Vejle Kommunes plan er for Finlandsparken, venter boligforeningen spændt på.

- Jeg håber, at Vejle Kommune har lyttet til os, og at de vil iværksætte kombineret udlejning, en fremskudt beskæftigelsesindsats og lave Nørremarkscenteret om til enten andelsboliger eller private boliger, siger Hans Helge Andersen.