TV der bevæger dig

Belastet område står sammen om at komme af ghettolisten

Lidora Parhgan, Yousef Omairi, Florian Obrzahda og mange af Skovparkens andre unge vil arbejde for at gøre området til et bedre sted at bo. Foto: Ina Clausen, TV SYD

Beboerne i Skovparken ved Kolding er godt trætte af at være på den såkaldte ghetto-liste. Nu er de klar til selv at gøre noget ved det.

Lidora Parhgan, Yousef Omairi og Florian Obrzahda bor i Skovparken ved Kolding. Og her er de glade for at bo.

Men Skovparken står på den ghettoliste, som udlændige-, integrations, - og boligministeren offentliggør hvert år. Og det er de tre unge beboere og mange af de andre i området trætte af.

De unge vil gerne have, at deres område bliver et bedre sted at bo. Et område fri for ballade.

- Jeg tror, at den står på ghettolisten, fordi der har været nogle episoder her. Men ellers synes jeg ikke, at den skulle stå på listen, siger 14-årige Yousef Omairi til TV SYD.

- Det er ikke så fedt. Det vil vi gerne have stoppet så hurtigt som muligt, siger 12-årige Lidora Parhgan til TV SYD.

Derfor deltog de i weekenden i et stormøde, hvor Skovparkens fremtid blev debatteret. Mødet, der havde stor tilslutning fra områdets beboere, skulle sætte gang i ideer til, hvordan Skovparken kommer af ghettolisten.

Ghetto-områder i Syd- og Sønderjylland

Nørager/Søstjernevej m.fl, Sønderborg
Stengårdsvej, Esbjerg
Korskærparken, Fredericia
Sundparken, Horsens
Munkebo, Kolding
Skovvejen/Skovparken, Kolding
Finlandsparken, Vejle

Mustafa Sayegh står bag mødet. Han er selv vokset op i området og kender de udfordringer og fordomme de unge møder. Men han peger også på, at der er en udbredt offermentalitet, som man skal væk fra.

- De unge føler, at det er håbløst at finde arbejde, fordi de hedder, hvad de hedder. Men man skal starte med at gøre noget selv. Og mødet her skal sætte fokus på det og sætte nogle tanker i gang. Det er jo nogle gode unge, og de er heller ikke dumme, siger han til TV SYD.

Lidora Parhgan, Yousef Omairi og Florian Obrzahda vil i hvert fald gerne gøre området bedre at bo i.

- Vores generation passer bedre på skolen. Vi tager mere ansvar. Og de store siger til os, at vi skal lade være med at gøre alle mulige ting, siger Yousef Omairi.

- Vi kan vise, at næste generation ikke er sådan. Vi kan hjælpe, vi kan rydde op og samle skrald. Vi kan være med i interviews som det her. Være flinke og vise, at vi virkelig gerne vil, siger Florian Obrzahda.

Og det vil den tidligere beboer gerne hjælpe dem med.

- Næste skridt bliver at skabe happenings og events, så den positive historie bliver ved at komme. Så det fylder mere end de negative, og så får vi en sneboldeffekt, siger Mustafa Sayegh.

For at ryge på ghettolisten, skal boligområder med mindst 1.000 beboere opfylde mindst tre af følgende kriterier:

  • Andelen af 18-64 årige uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse overstiger 40 pct. (gennemsnit for de seneste 2 år).
  • Andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 pct.
  • Antal dømte for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer overstiger 2,70 pct. af beboere på 18 år og derover (gennemsnit for de seneste 2 år).
  • Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse (inkl. uoplyst uddannelse), overstiger 50 pct. af samtlige beboere i samme aldersgruppe.
  • Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området eksklusive uddannelsessøgende er mindre end 55 pct. af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen(*). 

 

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu