TV der bevæger dig

STÆRKE FORTÆLLINGER

Han kunne pludselig ikke skrive sit navn - og anede ikke, at det skyldtes en blodprop i hjernen

I dag lancerer Dansk Råd for Genoplivning og TrygFonden en ny indsats, Red Hjernen, der skal lære danskerne at genkende symptomer på en blodprop i hjernen - også kaldet stroke.

Havde Bendt Mortensen vidst mere om de klassiske signaler på en blodprop, så havde han reageret hurtigere. Foto: Julie Schou Nielsen, TV SYD

Skal man sætte et ord på 61-årige Bendt Mortensen fra Rask Mølle, kunne det ord meget vel være "heldig".
Måske et lidt spøjst ord at sætte på en mand der for tre måneder siden fik en blodprop i hjernen.

Det var en helt almindelig dag i juni, da Bendt Mortensen pludselig ikke kunne skrive sit navn. Allerede nogle timer forinden havde han mærket de første tegn.

At det var en blodprop i hjernen, havde jeg ikke forestillet mig.

Bendt Mortensen

- Jeg kunne ikke bruge min højre hånd, som jeg plejer. Den sov halvt - en mærkelig fornemmelse, som jeg aldrig havde haft før, siger Bendt Mortensen.

Men der skulle gå hele fem timer fra Bendt Mortensen fik de første symptomer, til han kom på sygehuset og fik svar på, hvad der var fat med ham.

- At det var en blodprop i hjernen, havde jeg ikke forestillet mig, siger Bendt Mortensen i dag.

Ligesom hver tredje dansker kendte han ikke symptomerne på en blodprop i hjernen. Det skal en ny landsdækkende indsats ændre ved at brede kendskabet til blødning og blodprop i hjernen.

Havde Bendt Mortensen vidst mere om de klassiske signaler, så havde han reageret hurtigere.

- Føler du noget mærkelig med tale, arme eller ben, så se at komme på hospitalet i en fart, lyder opfordringen fra ham.

Selvom han i dag lever sit vante liv, så mærker han stadig blodproppen - både fysisk og psykisk, men han overlevede.

Ny kampagne

Dermed tilhører han et mindretal. Blodpropper og blødninger i hjernen er nemlig den mest hyppige dødsårsag i Danmark.

Hvad der gør Bendt Mortensen ekstra heldig er, at selvom han var langsom til at reagere på de symptomer, han mærkde, så fik han få mén af blodproppen.

Som befolkning er vi i det hele taget for dårlige til at reagere på symptomerne. Og det er præcis det, som en ny kampagneindsats fra Dansk Råd For Genoplivning og TrygFonden skal ændre.