Benhård kamp om de unge: Skolerne bruger millioner på reklamer

De seneste år er konkurrencen mellem de forskellige ungdomsuddannelser blevet skærpet. Lave ungdomsårgange truer skolernes eksistens, men nu skal der skrues ned for markedsføringen, siger undervisningsministeren.

Godt 16.000 unge syd- og sønderjyder skal i de kommende uger beslutte sig for, hvilken ungdomsuddannelse de skal skal satse på. 

Et vigtigt valg for de unge men også for de mange forskellige uddannelsesinstitutioner, der kæmper en brav kamp for at få deres opmærksomhed.

Ifølge regeringen bliver der samlet brugt næsten 200 millioner om året på markedsføring, og det er alt for meget, siger undervisningsminister Merete Riisager (LA), der nu vil have skolerne til at bruge færre penge på at reklamerer for sig selv.

Pengene fra markedsføringen skal frigives til mere undervisning, skriver ministeren i brevet.
Pengene fra markedsføringen skal frigives til mere undervisning, skriver ministeren i brevet.
Foto: Heidi Godskesen Rasmussen, TV SYD

Aktindsigt viser tallene

TV Syd har fået aktindsigt i tal fra Undervisningsministeriet, der viser hvor mange penge, der bliver brugt på markedsføring på ungdomsuddannelserne i Syd- og Sønderjylland.

En af dem er EUC Syd, der i 2017, ifølge tallene fra ministeriet, brugte 911.788 kroner på bl.a. biografreklamer, pjecer og sociale medier.

- Hvis man har et ønske om, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse, og det er jo det, der er det politiske ønske, så bliver man også nødt til at finde nogle måder at få dem derhen på, lyder forklaringen fra Finn Karlsen, der er direktør for EUC Syd.

Markedsføringen er vigtig, hvis flere skal vælge en erhvervsuddannelse, mener Finn Karlsen fra EUC Syd.
Markedsføringen er vigtig, hvis flere skal vælge en erhvervsuddannelse, mener Finn Karlsen fra EUC Syd.
Foto: Heidi Godskesen Rasmussen, TV SYD

Mange af skolerne forklarer også de høje markedsføringsbudgetter med, at de er selvejende, og derfor er økonomisk afhængige af at skaffe elever nok.

- Vi er nødt til at bruge midler på markedsføring for ikke at gå bag om dansen i forhold til de andre uddannelser, siger uddannelsesleder Per Eslund fra Varde Gymnasium til TV SYD.

Flere penge til undervisning

Nu skal der altså skrues ned for reklamerne, og det bekymrer mange af uddannelsesinstitutionerne, der frygter, det kommer til at gå ud over elevtallene.

- Det er meget vanskeligt. Et gymnasium som vores ligger ikke i en storby, og det er jo en tendens i tiden, at en del unge ta'r ind til storbyerne, siger Per Eslund fra Varde Gymnasium.

Biografdirektør Torben Jølnæs fra Kosmorama i Haderslev bekræfter, at mange skoler reklamerer i biografen.
Biografdirektør Torben Jølnæs fra Kosmorama i Haderslev bekræfter, at mange skoler reklamerer i biografen.
Foto: Heidi Godskesen Rasmussen, TV SYD

Top 5 over markedsføringsbudgetter for 2017 på Syd- og Sønderjydske ungdomsuddannelser

Gymnasier:

 

Rosborg Gymnasium, Vejle               545.343 kroner

Varde Gymnasium, Varde                 533, 564 kroner

Kolding Gymnasium, Kolding            417.926 kroner

Ribe Katedralskole, Ribe                  396.378 kroner

Fredericia Gymnasium, Fredericia     311.023 kroner

 

Erhvervsskoler, Handelsskoler mm:

 

Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens    1.332.885 kroner

EUC Lillebælt                                                            1.195.886 kroner

Rybners, Esbjerg                                                        1.101.850 kroner

Social- og Sundhedsskolen, Esbjerg                              999.087 kroner

EUC Syd                                                                      911.788 kroner

 

Kilde: Undervisningsministeriet.