TV der bevæger dig

POLITIK

Benny Engelbrecht får ny ministertitel

Benny Engelbrecht, (S), bliver fra fredag fungerende kirkeminister, mens partifællen Joy Mogensen går på barselsorlov fra sine ministerposter.

Transportminister Benny Engelbrecht bliver fra i morgen også fungerende kirkeminister. Foto: Peter Elgaard

Kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (S) går på orlov fra fredag den 4. oktober. Det oplyser statsministeriet.

- Statsministeren har derfor indstillet til Hendes Majestæt Dronningen, at minister for udviklingssamarbejde Rasmus Prehn i denne periode fungerer som kulturminister, og at transportminister Benny Engelbrecht i denne periode fungerer som kirkeminister, skriver statsministeriet.

Benny Engelbrecht skal passe kirkeministerposten sideløbende med sit virke som transportminister.

Joy Mogensen blev udnævnt til kultur- og kirkeminister fra sin post som borgmester i Roskilde Kommune. Her overtog Tomas Breddam (S) borgmesterposten, da Joy Mogensen blev udnævnt til minister.

Joy Mogensen er gravid og har tidligere oplyst, at hun vil gå på orlov fra oktober.