Beredskabet arbejder på højtryk med afsporet godsvogn

Den afsporede godsvogn, der søndag eftermiddag blev afsporet ved Kolding Godsbanegård, forventes fjernet senere søndag aften.

Togrejsende omkring Kolding kan risikere længere rejsetid, når myndighederne søndag aften forsøger at fjerne den afsporede godsvogn.

Der er ankommet et specialkøretøj fra København,der skal løfte godsvognen tilbage på skinnerne.

Den nærmere planlægning af operationen er i øjeblikket i gang, og området er afspærret, således at arbejdet kan foregå så sikkert som muligt.

Tankvognen indeholder en større mængde af stoffet Creosot. Stoffet er skadeligt for vandmiljøet, men ikke for mennesker i den foreliggende form, skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Udslippet er standset, og det vurderes på nuværende tidspunkt, at udslippet er af meget begrænset omfang.

Togdriften i Syd- og Sønderjylland og til Esbjerg passerer stedet og afvikles, men når selve fjernelsen af togvognen skal ske senere i aften, forventes det, at der bliver lukket for togtrafikken i en periode.

Oplysninger om konsekvenser for togdriften kan fås hos DSB og BaneDanmark.