TV der bevæger dig

Beredskabschef fra Haderslev skal stoppe naturbrand i Grønland

 Naturbranden brød ud nær Sisimiut den 8. juli. Foto: Basse Vængtoft, Beredskabsstyrelsen.

Chefen for Beredskabsstyrelsen Sydjylland i Haderslev, Allan Kirk Jensen, er netop nu på vej til Grønland i et fly med 37 andre brandfolk og materiel for at slukke en langvarig naturbrand.

Allan Kirk Jensen skal lede arbejdet med med at slukke en stor naturbrand, der brød ud nær Sisimiut den 8. juli.

Lokale brandfolk og frivillige har flere gange slået ilden ned, men gløder i tørvene får i kombination med kraftige vinde igen og igen ilden til at blusse op.

Senest blev to hytter natten til mandag opslugt af flammer i et område nordøst for Sisimiut, før det lokale beredskab kunne nå at reagere. Ifølge det grønlandske politi var det en rygeovn, der oprindeligt var årsag til branden.

Allan Kirk Jensen, chef, Beredskabsstyrelsen Sydjylland.

Beredskabstyrelsen Sydjylland sender udover chefen også en holdleder til Grønland som deres del af de ialt 38 danske brandfolk, der er værnepligtige, frivillige og ansatte fra alle Beredskabsstyrelsens beredskabscentre samt to frivillige fra kommunale redningsberedskaber.

Det oplyser sektionschef Niels Jørgen Fig fra Beredskabstyrelsen Sydjylland til TV SYD.

Her er de 38 brandfolk på vej ombord i flyet til Grønland ved afgangen fra Karup. Foto: Beredskabsstyrelsen

Kan brænde i månedsvis

Hvis ikke branden inddæmmes, vil den kunne overvintre og brænde i måneds- eller årevis med alvorlige konsekvenser for mennesker, natur og dyreliv.

Beredskabsstyrelsen har afsat op til tre millioner kroner til missionen, der ventes at vare i alt 14 dage.

Allan Kirk Jensen, 46 år, har været chef for Beredskabsstyrelsen Sydjylland i Haderslev siden februar 2017 og har ofte deltaget i internationale redningsaktioner.

Læs også Sydjysk beredskab rejste 11.500 kilometer: Sikrede rent drikkevand til tsunami-ofre


Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App