Beredskabsfolk kæmper mod vandet

Beredskabsstyrelsen i Haderslev har stadig folk i Polen for at rydde op efter de værste oversvømmelser i over 100 år. Styrelsen sendte ti medarbejdere til det sydlige Polen for at hjælpe.

I første omgang blev den danske gruppe sendt til Krakow i fredags for at hjælpe med at pumpe en parkeringskælder fri for vand.

- Vi startede først med at tømme en parkeringskælder i et stort kompleks i Krakow for 20.000 kubikmeter vand. En opgave, som passede perfekt med det store udstyr, vi har med, siger Ejgil Boye, der er gruppens leder.

Digerne truet

I går blev danskerne sendt 100 kilometer længere østpå for at hjælpe med at pumpe byen Tarnow fri for vand. Dige-systemet i byen er brudt sammen, og danskerne hjælper derfor med at pumpe vandet ud.

- Vi er i gang med at tømme den lokale pumpestation for vand, så man kan reparere den og få den i gang igen. Vi bliver her i nat, siger Ejgil Boye.

Store ødelæggelser

Danskerne har fået besked om, at de skal opholde sig i Polen mellem 10 til 14 dage. De er en del af 240 udenlandske hjælpearbejdere, der hjælper til med at få bugt med oversvømmelserne, som foreløbig har kostet mindst 15 mennesker livet. Polens ministerpræsident, Donald Tusk, anslår at skaderne løber op i mindst 18 milliarder kroner.

Vandstanden i floderne Vistula og Oder har været den højeste i over 100 år. Dæmningerne lang floderne har været ved at bryde sammen, og 200 skoler har været lukket. Mange tusinde beboere langs de to floder er evakueret i det centrale Polen. Nu er vandstanden i floderne på retur.