Beredskabsøvelse i Kolding

Beredskabsstyrelsen gennemførte onsdag aften en stor øvelse på Bronzevej i Kolding. Her blev beredskabets nye kommunikation-system testet.

Store flammer, brændende containere og haller fyldt op med røg.

En stort iscenesat øvelse fandt sted ved Harteværket i Kolding, hvor Redningsberedskabet og Falck fra Kolding, Kolding Kommunes døgnbemandede vagtcentral samt Beredskabsstyrelsen Sydjylland deltager.
 
Målet med de voldsomme effekter er at få så realistisk et billede som muligt af situationer, hvor brandmænd og beredskab fra forskellige instanser er nødt til at arbejde sammen via det nye kommunikationssystem SINE, der i år tages i brug i hele landet.

Bedre samarbejde

Onsdag aften skal SINE stå sin første prøve i Kolding.

Det er primært brandmænd, der forsøger sig med det nye radiosystem, men princippet er det samme, uanset om det er politi, brandvæsen eller ambulancefolk, der skal kommunikere.

Uanset hvilken landsdel de kommer fra, kan de nu frit tale sammen, uden andre følger med.

SINE er det mundrette navn på det nye sikre net, der skal forbedre den interne kommunikation i beredskabet. Med indførelsen af SINE er det ikke længere muligt at følge med i politiradioen derhjemme, forbindelsen er blevet krypteret og utilgængelig for menigmand.

Det nye system koster 1,6 milliarder kroner i indkøb og drift over de næste ti år. Dertil kommer indkøb af de terminaler, der skal kobles på nettet, for at det kan anvendes - det anslås at der skal bruges op mod 20.000 terminaler i hele landet.

Men de store omkostninger skulle altså munde ud i en større sikkerhed, så uvedkommende hverken kan forvrænge eller blot aflytte kommunikationen mellem politi, ambulancer og brandvæsen.