Beruset sejler fik båd beslaglagt

En tysk sejler skabte onsdag aften ravage i Sønderborg Havn, hvor han sejlede ind i en motorbåd i det område af havnen, som kaldes verdens ende.

Han forsøgte at sejle væk fra uheldsstedet og opførte sig aggressivt.

Politiet blev tilkaldt, og politiet konstaterede, at han var stærkt beruset.

Den 30-årige tysker med bopæl på sin båd er nu sigtet for overtrædelse af søloven.

Båden er beslaglagt som sikkerhed for bøde og erstatning.

Politiet har simpelthen lænket båden til kajen med hængelås og kæde. Han får udleveret nøglen, når han har afregnet for sine gerninger.