Besparelse vil koste elever

Regeringen vil spare hver tredje uddannelsesvejler væk. Det betyder, at de unge kun kan få vejledning, hvis de har sociale, personlige eller faglige problemer.Og det vil give færre elever til erhvervsuddannelserne.

Det var gået ud over en som Thomas Jensen fra Horsens. I 9. klasse anede han ikke, hvordan han skulle komme videre efter folkeskolen. Nu går han på en erhvervsuddannelse, som han slet ikke vidste fandtes.

- Du sidder ikke bare med et stykke papir. Du bruger dine muskler, siger han til TV SYD.

Sideløbende med det praktiske tager han også en studentereksamen på Learnmark i Horsens. Men for et år siden vidste han ikke, hvad han skulle efter 9. klasse.

- Jeg tror ikke, jeg havde stået her i dag, hvis det ikke havde været for min studievejleder.

I dag er der 1100 vejledere, som hjælper de unge med at finde den rette hylde. Men i fremtiden bliver der 3-400 færre til at fortælle de unge om mulighederne som tømrer, bygningskonstruktør eller gymnasiet.

Regeringen lægger op til at kun en femtedel af de unge skal have vejledning. Kun hvis de har sociale, personlige eller faglige problemer...

Men det vil komme til at koste elever på erhvervsuddannelserne, som regeringen ellers ønsker at styrke.

Sune Agger er leder af Ungdommens Uddannelsesvejledning i Hedensted og Horsens. Han frygter, at mange elever vil vælge den forkerte uddannelse:

- Det vil betyde, at færre kommer til at søge ind på erhvervsuddannelserne, fordi vi ikke kommer til at udfordre de unges valg. De vil komme til at vælge og tænke ligesom deres klassekammerater.