Besparelser truer igen buskørsel i Horsens og Hedensted

Sidste sommer blev nedlæggelsen af regionale busruter i Horsens og Hedensted afværget - men nu skal der findes besparelser på 40 millioner kroner på busdriften i Region Midtjylland.

Besparelserne på de regionale busser skal indfases over højst tre år. Det foreslår Region Midtjyllands udvalg for regional udvikling. Når hele besparelsen ikke skal findes i et hug, er det for at få tid til dialog med borgere og kommuner. 

Sidste år i august besluttede regionsrådet at udskyde besparelser på de regionale busser, hvilket bl.a. reddede de syv ruter i Horsens og Hedensted.

quote

Problemet med, at vi har alt for få indtægter og for store udgifter på busserne, er ikke gået væk siden efteråret.

Jørgen Nørby (V), formand for Udvalg for Regional Udvikling, Region Midtjylland

Det medførte, at andre af regionens opgaver som uddannelse, kultur og erhvervsudvikling blev beskåret. Men nu skal der findes en varig løsning, siger Jørgen Nørby (V), formand for Udvalg for Regional Udvikling i en pressemeddelelse.

Konkret foreslår udvalget, at besparelserne indfases hurtigst muligt, men senest med fuld virkning fra budgetåret 2021.

- Problemet med, at vi har alt for få indtægter og for store udgifter på busserne, er ikke gået væk siden efteråret, og vi bliver nødt til at finde en løsning. Men vi skal på den anden side have tid til at gøre det ordentligt og have tid til at arbejde løsninger godt igennem med kommuner og borgere, forklarer Jørgen Nørby (V). 

Med forslaget lægges der op til at spare mest muligt af de ca. 40 millioner kroner med virkning fra 1. januar 2019. Busdriften går fri i 2018, men andre dele af den regionale udvikling må spare, indtil busbesparelserne er på plads.

- Det er ærgerligt, at vi må nedprioritere andre vigtige områder som miljø, kultur, uddannelse og vores erhvervsudvikling. Men vi anbefaler regionsrådet, at det er prisen for at få tid til at lytte og finde de bedste busløsninger i regionen, og nu skal der udarbejdes en plan for indfasningen af besparelserne, som regionsrådet skal godkende, siger Flemming Knudsen (S), der er næstformand i Udvalg for Region Udvikling.

Busdriften i Region Midtjylland

  • Region Midtjylland skal finansiere et regionalt busnet, der forbinder de større byer. På samme måde skal de enkelte kommuner finansiere lokale ruter inden for kommunens grænser.
  • Region Midtjylland finansierer næsten 100 regionale busruter.
  • Midttrafik koordinerer og planlægger bustrafikken for Region Midtjylland.
  • I 2018 bruger Region Midtjylland 343,3 millioner kroner til kollektiv trafik. Det samlede budget for hele Regional Udvikling er 616,6 millioner kroner.