Undervisningsministeriet vrager bestyrelsen på VUC Syd

Alvorlig økonomisk krise på VUC Syd får Styrelsen for Undervisning og Kvalitet til at afsætte bestyrelsen og indsætte et midlertidigt styre.

Afsættelsen af bestyrelsen sker efter lang tids alvorlig krise på VUC Syd.

For få uger siden måtte skolen afskedige 22 lærere som følge af den økonomiske krise, og i dag meddeler Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) i en pressemeddelelse, at Undervisningsministeriet har bemyndiget styrelsen til at afsætte skolens bestyrelse.

- Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har i sit tilsyn med VUC Syd konstateret, at institutionen har alvorlige økonomiske problemer, og at både VUC Syds nuværende bestyrelse, men især den tidligere bestyrelse, har bragt VUC Syds videreførelse i fare, skriver STUK i pressemeddelelsen.

STUK har indsat et midlertidigt styre, som erstatter den nuværende bestyrelse.

Skolens økonomi skal vurderes hurtigst muligt

Den primære opgave for det nye styre er hurtigst muligt og senest den 15. oktober 2018 at kortlægge og vurdere skolens økonomiske situation og herunder tilvejebringe et grundlag for, at STUK kan træffe beslutning om, hvorvidt VUC Syd kan fortsætte sin drift, oplyser STUK.

Det midlertidige styre består af formand for VUC Bestyrelsesforeningen, Ulla Koch, formand for Campus Bornholm, Laust Joen Jacobsen, administrerende direktør på Rybners, Peter Amstrup, og tidligere afdelingschef i Undervisningsministeriet og nuværende bestyrelsesmedlem i Vestegnen HF & VUC, Lars Mortensen.

Det midlertidige styre overtager samtlige bestyrelsesopgaver på VUC Syd.

STUK traf i marts 2018 afgørelse om tilbagebetaling af 1,2 millioner kr. og påbød VUC Syd at følge op på tilskudsadministrationen samt at følge op på, at flere lærere ikke besad de kompetencer som var påkrævet efter loven.