Besværlige kinesere ville bestikkes

Louis Poulsen Lighting A/S i Vejen vil gerne ind på det kinesiske marked. Men kineserne er besværlige og korrupte.

Det fandt Louis Poulsen Lighting A/S i Vejen ud af, da de fik besøg af to kinesiske kontrollanter som led i en behandling af et eksportønske.

De kinesiske myndigheder havde gjort det klart, at det var en god idé at give kontrollanterne gaver, fortæller Louis Poulsens direktør.

- Og det var ikke bare manchetknapper, man ønskede. Men sådan noget gør vi ikke. Vi ønsker ikke at få en korruptionssag, siger Søren Schøllhammer til Berlingske Business.

De kinesiske Kontrollører tjekkede ikke blot produkternes sikkerhed. De ville eksempelvis også have at vide, hvornår gaffeltrucken sidst havde været til serviceeftersyn, skriver Berlingske Business.