Betal bøden med en cykeltur

Har du fået en bøde fra Varde Bibliotek? Så kan du lørdag betale den ved at trampe i pedalerne. Biblioteket tilbyder nemlig lånere at betale med energi fra en cykeltur på torvet lørdag.

Lørdag kan du gøre noget godt for både miljøet og samvittigheden, når Varde Bibliotek giver lånerne mulighed for at cykle biblioteksbøderne af på strømproducerende cykler. Det skriver biblioteket i en pressemeddelelse. I anledning af TV2 på Tour har biblioteket nemlig stillet to racercykler med elgeneratorer op på torvet i Varde, hvor lånere med biblioteksbøder kan få lov at cykle sig til "gældssanering".

- Vores lånere skylder typisk 20 kroner, så det tager bare 10 minutters motion at cykle bøden af, fortæller bibliotekar Kristoffer Vestegaard Rasmussen, som har været med til at fastsætte taksten på eftergivelse af 2 kr. i minuttet. Strømmen bruger biblioteket på at oplade deres telefoner, så de ikke skal bruge elnettet til dette.

Strømmen bliver produceret på små generatorer hentet hjem fra USA, som Vestergades Cykler har monteret på de to racercykler, som de også udlåner til biblioteket på dagen.

- Man kan føle det som en straf, når man får en biblioteksbøde, men det handler egentlig bare om, at vi gerne vil sørge for, at vores bøger, spil og film kommer hjem i tide, så andre får glæde af dem. Derfor vil vi gerne lave lidt sjov med bøderne, siger Kristoffer om baggrunden for "cykelbøderne".