Betjent slæbt efter bil: To personer er varetægtsfængslet

To mænd er varetægtsfængslet i 14 dage, efter de torsdag aften blev anholdt i forbindelse med narkohandel og vold mod en betjent.

Fredag formiddag blev to mænd på henholdsvis 20 og 21 år fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg, sigtet for narkohandel og vold mod en tjenestemand i funktion.

Ifølge en pressemeddelelse fra Syd- og Sønderjylland opdagede en politipatrulje torsdag de to unge mænd, da de handlede med narko fra en bil i Willemoesgade i Esbjerg.

Da politiet tog kontakt til mændene, griber den ene af mændene inde i bilen fat i armen på den ene betjent. Herefter blev bilen startet, og betjenten blev slæbt efter bilen.

To varselsskud

Politibetjenten afgav herefter to varselsskud, hvorefter han blev sluppet og faldt ned på vejen. Han kom kun lettere til skade, og ingen blev ramt af skuddene, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i pressemeddelelsen.

Efter episoden satte politiet efter de to mistænkte mænd, som endte med at stoppe og løbe fra stedet. De blev dog indhentet af politiet, som kunne anholde dem klokken 23.17.

Fredag klokken 11 blev de to mænd fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg, hvor en dommer valgte at varetægtsfængsle begge mænd i to uger. 

De sigtes for handel med narko og vold mod en tjenestemand i funktion. De nægter sig dog skyldige, men kærerede ikke varetægtsfængslingen. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Da politiet har afgivet skud i sagen, er det normal praksis, at sagen nu undersøges af den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP).