Betjente med maskinpistoler i stor politiaktion

En større politiaktion udspandt sig torsdag aften i Sønderborg. I aktionen deltog blandt andet flere betjente med maskinpistoler.

En større gruppe betjente – blandt andet flere betjente med maskinpistoler - er lige nu til stede på Kærvej i Sønderborg. Her er de i gang med en større politiaktion, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.

- Det er en anholdelses- og ransagningsaktion. Mere kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt, oplyser vagtchef Søren Strægaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.

Hvor mange betjente deltager ved aktionen? 

- Det vil jeg ikke udtale mig om, siger vagtchefen. 

Hvorfor bærer flere af betjentene maskinpistoler?

- Det er for vores egen beskyttelses skyld.

Kærvej ligger i samme område, hvor der sidste år blev begået et drabsforsøg – og i forrige weekend blev en mand skudt i benet ved boligblokkene på Nørager, der ligger tæt på netop Kærvej. Har aktionen en forbindelse til nogle af de sager?

- Det kan jeg ikke kommentere på, slutter vagtchefen.

Politiet oplyser onsdag aften på Twitter, at de ikke har yderligere oplysninger i sagen lige nu. De forventer at fortælle nærmere om aftenens aktion torsdag morgen. 

Ifølge JydskeVestkystens oplysninger er mindst en person dog blevet anholdt i forbindelse med dagens politiaktion. 

TV SYD følger sagen.