Biædere har bidt sig fast

Den smukke eksotiske fugl biæder ser ud til at kunne lide Danmark på trods af mangel på godt vejr og mangel på bier

Man skulle ikke lige tro det. At biæderen, der som navnet siger det lever af bier og i øvrigt holder af varmt vejr, skulle slå sig ned under de kølige danske himmelstrøg.

Men ynglebestanden er gået op fra 3 til 8 par fra 2014 til i år. Det lyder ikke af meget og bestanden er stadig yderst sårbar

De danske biædere yngler på to jyske lokaliteter. Den ene i TV SYDs sendeområde.

- Desværre kan vi ikke fortælle åbent, hvor ynglestederne er, for vi har dårlige erfaringer med at nogle få nysgerrige kommer til at skræmme fuglene væk, siger ornitolog Klaus Dichmann, Sønderborg, til TV SYD.

I den ene koloni har 7 par fået unger på vingerne, mens en anden lokalitet har huset et enkelt par biædere med redehul i en stejl skrænt.

- Vi troede ikke, at de ville yngle i år, men sæsonen har været frugtbar. De 7 par biædere med redehuller i en grusgrav er blevet til en flok på 25-30 fugle, der nu har forladt ynglelokaliteten for at sætte kursen mod Afrikas mylder af insekter, siger Klaus Dichmann.