Bibliotek: Babysitter søges

Op mod 50 unge har indtaget biblioteket i Haderslev som varmestue, og det går ikke stille af. De støjer, sviner og har et rendestenssprog, som generer bibliotekets brugere.

Haderslev Kommune har hyret en vagtmand, der skal lægge en dæmper på gemytterne.

- De unge er hverken ballademagere eller kriminelle, men de har brug for en babysitter, en ordentlig opdragelse og forpligtelser, siger vagtmand Christian Kley.

Formanden for kommunens udvalg for kultur- og fritid, Kim Quist (S), holdt onsdag møde med de unge.

- Vi skal snakke om spillereglerne for deres adfærd og mulighederne for at finde et lokale, hvor de kan hænge ud. De hører ikke hjemme på biblioteket, siger Kim Quist.

Møder venner

En af de unge, Dennis Keller Nielsen, 17 år, siger:

- Nogle kommer på biblioteket for at læse bøger og blive klogere. Vi kommer for at sidde i sofaerne, slappe af og møde vennerne.

Bibliotekar Søren Skøtt fortæller, at de unge er stærkt generende for både personalet og besøgende på biblioteket.

- De fylder meget og er støjende. Hvis jeg beder dem om at dæmpe sig, puster de sig op og overfuser mig verbalt. Deres mest benyttede ord er fisse, kusse og patter, forklarer han.

Biblioteket har skåret kraftigt på driftsudgifterne og indført selvbetjening. Nu hænger det på udgiften til en vagtmand fra klokken 14 til 23 hver dag.