Bibliotek vender negativ tendens - men ingen ved hvordan

Hos Haderslev Bibliotek trodser de den negative tendens med at antallet af udlån falder. Her stiger antallet af udlån ligefrem.

Danskerne gider ikke længere låne bøger på biblioteket. Det kunne man i hvert fald tro, hvis man kigger på statistikken over udlån for hele Danmark i perioden 2015-2018. Her faldt udlånet med 16%.

Sådan ser tendensen også ud i Syd- og Sønderjylland. Undtagen ét sted. På Haderslev biblioteket trodser man tendensen. Her er udlånet nemlig steget med 12% i samme periode.

- Det er vi rigtigt glade for og stolte af, for det er jo ikke en tendens, vi har set på landsplan de senere år, siger Lotte Leth-Sørensen fra Kulturhuset.

Ingen ved hvorfor

Siden 2015 er udlånet af biblioteksbøger på Haderslev Bibliotek steget med knapt 40.000 bøger fra 2015 til 2018, og nu er biblioteket tæt på at nå op på samme antal som i Kolding, der er en væsentlig større kommune. Men forklaringen på den store succes er ikke entydig.

Lotte Leth-Sørensen fra Kulturhuset peger blandt andet på, at bibliokets børneafdeling kan være skyld i successen.
Lotte Leth-Sørensen fra Kulturhuset peger blandt andet på, at bibliokets børneafdeling kan være skyld i successen.
Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD

Faktisk ved biblioteket ikke, hvad der er skyld i deres succes, men gætter på mange faktorer såsom beliggenhed, udvalget af bøger, serviceniveauet, deres børneafdeling og ikke mindst turistbureauet, som ligger i samme bygning.

- Vi har mange spændende aktiviteter i huset, som tiltrækker forskellige målgrupper, som eller måske ikke normalt kommer på biblioteket, siger Lotte Leth-Sørensen fra Kulturhuset.

Kulturhuset, som biblioteket ligger i, har i gennemsnit 1000 besøgende om dagen. En af dem er Thorkild Meyer Jensen, som kommer på biblioteket. Hos ham er der ingen tvivl om, at servicen har stor betydning for hans besøg.

- Alle er flinke og rare og meget behageligt at have med at gøre, siger Thorkild Meyer Jensen.