Bidske hunde kan stoppes

Politiet er gået ind i sagen om to bidske hunde, der har opskræmt beboerne i et villakvarter i Oksbøl. Det kan føre til, at hundene bliver aflivet.

Lisette Matthison gik tur, da hun blev overfaldet af to hunde. Først kom den ene hund springende over et hegn, hvorefter den gik direkte i struben på hendes hund.

Kort efter kom endnu en hund springende over et hegn. Også den gik direkte efter struben. Barnevognen blev væltet, og hendes søn trillede ud på jorden, men hendes baby blev reddet af en blød dyne.

For to uger siden gik de to bidske hunde til angreb på en anden hund.

Lederen af lokalpolitiet i Varde, Torben Kloster, oplyser, at politiet har afhørt vidner i sagen.

Når politiet har fået en erklæring fra Varde Dyrehospital, hvor Lisette Matthisons Labrador blev behandlet, skal politiets jurister tage stilling til sagen.

Hundeloven giver mulighed for at aflive de bidske hunde.