Bilarrangement gav politiet travlt: 83 fik klip i kortet

Flere bilister lod foden hvile lidt for tungt på speederen, da de skulle til og fra 'Danmarks Hurtigste Bil' i weekenden. Den hurtigste bilist kørte 179 km/t.

quote

Bare fordi der er Danmarks Hurtigste Bil i weekenden, behøver man ikke at køre på vejene, som om man selv deltager i showet.

Knud Reinholdt, vicepolitiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi

Færdselspolitiet i sønderjylland havde en travl weekend.

Det skyldtes blandt andet de mange mennesker, som skulle til og fra Danmarks Hurtigste Bil, der blev afholdt på Padborg Park.

Her var politiet klar med videooperatører, patruljer og automatisk trafikkontrol, da arrangementet løb af stablen fra fredag til søndag.

Den indsats viste sig i den grad at give pote for politiet, der noterede sig 466 sager. De fleste af lovovertrædelserne handlede om for høj fart. Den hurtigste bilist, som politiet fik i nettet, kørte 179 km/t på motorvejen.

Derudover udmøntede politiets arbejde sig i at:

  • 83 bilister fik et klip i kørekortet
  • 48 bilister får deres køretøj indkaldt til syn
  • 29 bilister fik betinget frakendt retten til at køre bil
  • Et tilfælde af spirituskørsel
  • Et tilfælde af narkokørsel

Knud Reinholdt, der er vicepolitiinspektør hos Syd- og Sønderjylland Politis færdselsafdeling, er positiv over, at der kun har været få sager om spiritus- og narkokørsel. Bilisterne måtte dog godt lette foden fra speederen.

- Bare fordi der er Danmarks Hurtigste Bil i weekenden, behøver man ikke at køre på vejene, som om man selv deltager i showet, siger Knud Reinholdt.

258 af de 466 sager drejede sig om fartkontrol.