Bilbrande i nat

To forskellige bilbrande satte politiet på arbejde i nat.

Der var bål og brand i gaderne i nat - i hvert fald i bilerne. To forskellige steder var biler uafhængigt af hinanden blevet ildspåsat. Politiet ser ingen umiddelbar sammenhæng mellem episoderne.

I Vejen-området blev der kl. 00.36 i nat sat ild til en Honda Civic, der udbrændte totalt. Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at bilen havde fået afmonteret alle fire døre samt nummerpladerne inden ildspåsættelsen.

Via stelnummeret kunne politiet dog fastslå registreringsnummeret, og det viste sig, at bilen var meldt stjålet fra Kolding området.

Brand i Fredericia

Sydøstjyllands Politi måtte også rykke ud til en bilbrand i nat kl. 00:52, hvor to gerningsmænd havde smadret vinduet på en VW Golf. De to hældte efterfølgende benzin ind ad vinduet, og antændte bilen.

De to gerningsmænd stak efterfølgende af på scooter, og politiet vil nu gerne høre fra borgere, der kan have oplysninger om de to gerningsmænd med hang til at lege med ild.