Biler kan køre i Ribe midtby lidt endnu

Biler får fortsat lov til at køre ind i Ribe midtby - i hvert fald indtil videre. Teknik og Byggeudvalget udskyder beslutning om biltrafik i centrum.

Da TV SYD torsdag besøgte Ribe for at tale med byens forretningsdrivende, var stemningen anspændt. Flere var bange for, at Esbjerg Kommune vil sætte pullerter op i byen og forhindre biler i at køre ind i centrum. 

En af dem, der er særdeles skidt til mode ved udsigten til en bilfri midtby, er hotelchef for Hotel Dagmar, Søren Brønk. - Konsekvensen bliver altså, at hvis vi får en  yderligere forringelse af vores måde at drive forretning på, som vi mener, de her pullerter er, så er vi simpelthen nødt til at lukke og slukke hotellet herinde, sagde Søren Brønk torsdag til TV SYD. 

Fredag morgen mødtes medlemmerne af Teknik og Byggeudvalget i Esbjerg Kommune, for at drøfte fremtiden for Ribe midtby. En konkret beslutning nåede udvalget dog ikke frem til, så Ribes forretningsdrivende må slå is i blodet lidt endnu.

- Status er, at vi fik drøftet sagen godt og grundigt, siger medlem af Teknik og Byggeudvalget, Alex Sørensen (Venstre), til TV SYD. - Vi endte med at bede forvaltningen om at komme med et nyt forslag til en trafikløsning for Ribe midtby, og vi forventer et nyt oplæg om en måned, forklarer han.

Maner til ro
Alex Sørensen maner de forretningsdrivende til ro.

quote

- Det har aldrig været tanken, at butikker skulle lukke.

Alex Sørensen (V), Mdl. Teknik og Byggeudvalget, Esbjerg Kommune

- Hensigten er stadig at begrænse trafikken i midtbyen, men vi lytter til alle parter. vi er ikke ude på at være imod nogen. Vi leder efter en løsning, der gør flest muligt tilfreds, fastslår Alex Sørensen og tilføjer, - Det har i hvert fald aldrig været tanken, at butikker skulle lukke.

Hvad den endelige løsning for Ribe midtby bliver, kan han dog ikke sige noget om, ligesom han ikke kan afvise, at der kommer pullerter op for at begrænse biltrafikken i Ribe centrum.
- Alt er åbent. Intet er taget af tapetet, men vi har bedt forvaltningen om at komme med en løsning, der tilgodeser flest muligt, siger Alex Sørensen (Venstre) til TV SYD.